Jeg er lige kommet hjem. Jeg er ked af det. Jeg har nemlig lige hjulpet min mor og far med at flytte min mormor. Hun er dement og kan ikke længere klare at bo alene trods stor hjælp fra tidligere indkøbte demenspakker. Hun skal bo i en beskyttet bolig, hvor der kan være tilsyn med hende.

Hjerteskærende

Det var hjerteskærende. Både for min mor og mig. Måske mest for mig. Min mor har været forberedt på, at det ville ske i lang tid. Men alligevel. For mig var det svært at se, at min mormor var forvirret og ked af det. Det var også svært for mig at se min mor forsøge at holde sine egne tårer væk. Hun ved, hvad hun gør. Alligevel så gjorde det også ondt på min mor. Men sådan er det bare en gang imellem. Livet giver os ikke alt, hvad vi drømmer om. Jeg drømte jo om, at jeg skulle kunne blive ved med at besøge min mormor i hendes eget hjem. I det hjem, som jeg kender som min mormors og morfars. Ikke i en beskyttet bolig.

Sosu-assistenten

Jeg talte lidt med en af de sosu-assistenter, som skal hjælpe min mormor fremover. Hun var rigtig sød. Imødekommende og meget forstående over for min mor og mig. Faktisk også rigtigt professionel. Kunne lige skære igennem, så intet gik galt. Hvordan lærer de det? Er det erfaringen, de får – eller er der særlige teorier, som de gennemgår under uddannelsen? Det er sådan set lige meget. Jeg ved, at hun vil se godt efter min mormor. Og jeg ved også, at jeg vil kunne lære at svinge til venstre i stedet for til højre, når jeg skal besøge min mormor.

Efter flytningen af min mormor var der ligesom et kæmpe tomrum. Vi sad i hendes lille, nye stue og forsøgte at forstå, hvad det er, der sker i vores lille familie. Assistenten, som havde lovet at blive hos min mormor hele natten, sagde til os, at vi burde tage hjem. Sige på gensyn og komme ofte på besøg i de kommende uger. Så overgangen ligesom ikke blev helt så svær – og så hun ikke bliver urolig. Vi kørte hjem.

En robothund måske?

Jeg tænkte på, at min mormor altid har været et meget aktivt menneske. Som ung gik hun ofte på jagt. Elskede sine hunde. Havde masser af sjov med at gå på jagt som den eneste kvinde i hendes omgangskreds. Jeg tænkte på den sidste hund, som hun ejede. Det var ikke en jagthund. Det var en lille selskabshund. Måske skal hun have en hund, så hun ikke føler sig så ensom, tænkte jeg. Kan hun passe sådan en? Nej. Det kan hun ikke. Hun vil glemme, at den skal have mad. At den skal luftes. Men så slog det mig pludseligt. En robothund vil måske være en god løsning for hende i den kommende tid. Jeg har læst om, at man kan få nogle, der kan reagere på stemmer og bevæge sig af sig selv. Måske vil det være en god gave at give hende. I det mindste indtil vi får arbejdet en rutine op, og hun vænner sig til at bo det nye sted.