Nå, jeg ved ikke, om du ved, at jeg er en af ham der Stefanos Tsitsipas’ største fans. Men det er jeg altså. Jeg har fulgt ham igennem hele hans karriere som en frisk ung tennisspiller på de internationale baner. Han har kæmpet hårdt. Har trænet hårdt. Har på en eller anden måde fået en masse sponsorer til at finansiere hans rejser rundt i verden, og hans træner. Og han er kommet langt. På kort tid. Men ikke langt nok. Sidst jeg så ham i en Grand Slam, var det i Roland Garosse. Her tabte han til sin modstander, som kommer fra Serbien. Det var en meget lang og spændende kamp. Den varede i ca. 4 timer.

Enormt pres

Til sidst i kampen kunne man simpelthen bare se det psykiske pres som begge spillere var under. Og her kom erfaringen ind som det vigtige element. Serberen vandt. Stefanos tabte. Jeg havde ellers udviklet et lille håb om, at verdensrangslistens nr. 1 skulle tabe. Men sådan blev det ikke. Der er en god grund til, at han er nr. 1!

Mere end tennisalbuer

Imens jeg så kampen live på TV, kunne jeg naturligvis ikke undgå at tænke på, hvor meget de to spillere har trænet – og hvor mange skader de har gjort på deres krop under træning eller kamp. Og når jeg taler om skader, så tænker jeg ikke på en tennisalbue her hist og pist. Nej, de bliver udsat for virkeligt alvorlige skader, som det tager dem lang tid at komme sig over.

Fx så læste jeg en artikel om mit idol, Stefanos. I artiklen beskriver de, at han på et tidspunkt fik en alvorlig skade på en sene i venstre skulder. Han måtte afbryde træningen i 4 måneder på grund af den skade. Kan du forestille dig det? At du er topatlet, og så bliver du bremset i din karriere, fordi du får en alvorlig skade under træning?
Jeg kan ikke forestille mig, hvor svært det må være. Det må være livsødelæggende. Det må være fuldkomment demoraliserende for at fortsætte.

Og her er så mit store spørgsmål: Hvad er det, som gør, at de der topatleter fortsætter med at blive i sporten – og kan blive i sporten på topplan?

Et særligt gen måske

Har de et særligt gen, som vi andre mangler? Er der noget i deres barndom, som gør dem til at kæmpe – for alt? Er det noget med, at de bare ikke kan andre ting?

Ja, jeg spørger faktisk kun, fordi jeg er et almindeligt, nysgerrigt menneske. Hvor mange af os ville kunne holde ud at gå til træning med smerter i skulderen eller armen – eller benet – hver dag – og blive ved med det for at nå til det niveau, de befinder sig på?
Ikke mange. Det kan jeg godt love dig. Men de få, der insisterer og ofrer – de kommer langt.

Så min konklusion er, at jeg bliver nødt til at stille mig selv dette spørgsmål: Vil jeg kunne holde ud at træne min sport med smerter – hver dag i årevis? Vil du have mit svar? Nej, det vil jeg ikke kunne.