Jeg begriber simpelthen ikke, hvorfor folk kan finde på at slå på hinanden. Det er i min optik et udtryk for intellektuel fattigdom. Det kan måske også være et udtryk for, at voldsmanden er så presset, at aggressiviteten omsætter sig selv til fysisk handling, som så bliver vold.
Under alle omstændigheder, så er vold forkasteligt. Om det handler om vold og mishandling mod dyr eller mennesker, kan være det samme. Man må ikke mishandle andre levende sjæle.
Hjælp fra krisecenter
Måske synes du, at jeg lyder hellig. Det er jeg måske også. Men der er altså noget om det, jeg siger: Vold er fattigdom. Manglende evne til at omsætte kræfter til noget konstruktivt. Vold er destruktivt. Og det bør ikke være en del af vores samfund. Men det er det jo. Vi ser og hører om vold hver dag. Enten ser vi serier i fjernsynet, hvor folk render rundt og skyder på hinanden. Eller måske ser vi en dokumentarfilm om, hvordan en succesfuld kvinde har skabt sit imperium efter at have været offer for vold fra sin ægtefælle, men så fik hjælp via et krisecenter – Annas Kvindehjem, som hun blev anbragt på.
På gaden
Måske ser vi også vold på gaden. Det hænder da, at jeg ser nogle hidsigpropper begynde at slå på hinanden. De råber og skriger. Skælder hinanden ud. Og så på et tidspunkt, så bliver det for meget for den ene af dem. Han langer ud efter den anden. Først da, bliver politiet tilkaldt. De plejer dog at holde op med at slå hinanden, inden politiet ankommer. Måske er det sådan et had – kærlighedsforhold, der eksisterer imellem de to slagsbrødre? Jeg skal ikke gøre mig klog på det. Jeg konstaterer bare gang på gang, at de sender et utroligt dårligt signal til deres omverden.
Her, hvor jeg bor, har jeg lagt mærke til, at i de sidste uger kører der en stor kampagne i medierne. Dens målgruppe er voldsramte kvinder. Den appellerer til, at man begynder at tale om volden, som findes. Bl.a. så viser den billeder af vrede små drenge, der sparker ud imod en hund. Derefter en ung mand, der giver sin kæreste en lussing. Usmageligt. Ja. Men det virker. Teksterne, der følger med, siger noget, i retning af at hvis man er voldelig mod et dyr, så er der store chancer for, at man bliver voldelig mod sin partner. Og så ender reklamespottet med billeder af en kvinde med et stort, blåt øje, der fortæller om sine oplevelser og om, at nu siger hun stop. Man får så at vide, at man kan ringe til en hotline og tale om problemet.
Er det nok?
Men er det tilstrækkeligt at lave kampagner i medierne om vold? Det er ok at lave en hotline. Men hvad gør de kvinder, der ikke har mulighed for at flytte væk fra volden? Hvordan får vi fat i dem, så vi kan hjælpe dem. Det er jo ikke, sådan at det vrimler med kvindehjem her i byen. Og ja, vi kan tale om volden. Men den forbliver stadigvæk i hjemmene – hvor der ikke bliver talt om den.