Det virkede, som om at jeg var kørt fuldstændig fast. Jeg syntes ikke, at jeg kom nogen vegne. Der skete intet i min karriere. Jeg sad her med en god stilling – men kom ikke videre. Og det ville jeg jo gerne. Det var derfor, jeg søgte den og fik den. På hjemmefronten var der heller ikke noget at skrive hjem om. Alt var ok. Min kæreste er sød. Vi har et godt liv sammen. Stille og roligt. Måske vil nogen sige, at vores liv er kedeligt. Vi går ud og spiser et par gange om måneden. Ser nogle venner i ny og næ. Men ellers er det bare et liv med arbejde, hus, have og? Ingenting!

Drømmene

Hvor er drømmene, vi havde? Hvor er mit liv? Jeg synes, at jeg var helt tom. Drænet. Selvfølgelig talte jeg ikke med nogen af mine veninder om det. De skal ikke belemres med mine problemer. De har selv problemer. Enten med deres økonomi eller deres familieliv. Så hvordan kan jeg tillade mig at øse mine følelser af tomhed over på dem? Det kan jeg ikke. Sådan er jeg bare.

En af mine veninder, som i virkeligheden er en sladrehank, havde dog mærket, at jeg ikke var helt den gamle glade mig. Og hun ringede mig op meget tit for at bore i det. Hun spurgte og spurgte. Det var ret irriterende. På et tidspunkt fik hun mig til at åbne munden: Jeg fortalte hende om min manglende livskvalitet. Jeg fortalte hende om, at jeg var ligeglad med alt. Om at alt er så godt, økonomisk, seksuelt, og socialt, som man kan forvente det. Jeg fik sagt til hende, at vi ikke har problemer. Vi har vores liv. Jeg fik næsten sagt til hende, at hun bare skulle holde sig væk.

Hun holdt fast

Heldigvis holdt hun sig ikke væk! Hun ringede til mig nogle dage efter og spurgte til, hvordan jeg har det. Jeg fortalte hende, at jeg da har det godt. Og så kom overraskelsen fra hende. Hun begyndte at skælde mig ud! Ja, ikke sådan ved at råbe og skrige og være fornærmende. Nej, lige så stille og roligt fik hun fortalt mig, at hun synes, at jeg var uansvarlig. At jeg burde gøre noget for at få det bedre med mig selv.

Prøv en coach nu

At jeg måske skulle besøge en coach i Aarhus, som hun kender lidt til. Måske var det bare et spørgsmål om, at jeg drejer mit tankesæt en lille smule, så jeg kunne begynde at se det positive i mit liv igen.
Jeg begyndte naturligvis at lave forskellige indvendinger overfor hende: Hvorfor er jeg uansvarlig? Hvad mente hun?

Hun forklarede mig, at hun synes, jeg er uansvarlig og barnlig, fordi jeg ikke benytter mig af de muligheder, jeg har. ”Din økonomi er fin, du har en dejlig kæreste, som gør mange ting for dig – og du sidder bare der og er utilfreds. Det kan du ikke være bekendt over dem, der holder af dig.” Jeg lagde på. Afbrød samtalen. Tænkte mig om. Kontaktede en coach. Og ja, det går fremad. Jeg er begyndt at finde mig selv igen.