Vi sidder ude ved gaten til flyet. Der er forsinkelse. Alle er lidt irriterede. Vi har fået at vide, at forsinkelsen skyldes en teknisk fejl i flyets hydrauliske system. Mekanikerne arbejder på at få fejlen rettet, men forventningen er, at vi må vente i 3 timer. Da folk får den meddelelse, bryder skuffelsens suk frem. Nogle familier rejser sig og går tilbage til lufthavnens cafeterier. Andre hiver arrigt deres kabinekuffert og går et eller andet sted hen. Selv smækker jeg benene op på min egen kabinekuffert og finder min bog frem. 3 timer. Det er lang ventetid. Så en god, tyk bog er en god ting at have med i bagagen om bord.

Bogens univers

Jeg læser. Forsvinder ind i bogens univers. Efter 3 kvarters læsning lægger jeg bogen fra mig. Jeg kan høre guitarspil. Der sidder to unge fyre helt nede bagved og spiller og synger. Ikke højt. Nærmest hviskende. De synger på et sprog, jeg ikke forstår.

Jeg rejser mig fra stolen, jeg har siddet på i efterhånden lang tid. Trænger til at rette ryggen og strække benene ud. Få blodet i omløb. Jeg går hen til de to unge fyre. Siger hej til dem. De siger hej. Smiler. Jeg spørger dem om, hvor de kommer fra. De fortæller mig, at de kommer fra Jylland. Ok. Jeg spørger dem, om de skal på ferie ligesom jeg. De siger, at det skal de. De glæder sig. Tænker, at de vil rejse lidt rundt i landet og forsøge at tjene nogle penge ved at spille og synge for folk. På torve og pladser. Jeg smiler til dem. Giver dem nogle euroer og siger, at jeg gerne vil give dem til deres første kop kaffe dernede. Jeg fortæller dem, også at jeg har hørt deres guitarspil, og at det lød godt. Jeg spørger dem om, hvor de har lært at spille.
De bliver glade for at få nogle euro. De takker og fortæller mig, at de har mødt hinanden på en efterskole – 10.klasse, og at de blev rigtig gode venner der, for nogle år siden. Siden da har de været på sommerferie sammen hvert år. Jeg spørger dem om, hvilken efterskole de gik på. De fortæller mig navnet på efterskolen.

Den skole kender jeg

Jeg kender den godt. Det er en god efterskole. Min datter skal gå på den her efter sommerferien. Det er en musikefterskole, der har et rigtigt, godt program for eleverne. De har også venteliste og ja, min datter har valgt at gå i 10. klasse, fordi hun trænger til en pause og ikke vil direkte i gymnasiet.

Vi snakker sammen om livet på en efterskole. De to fyre fortæller mig, hvordan de havde følt det lige, da de startede. De var rigtig søde at tale med.

Folk er begyndt at sive tilbage til gaten, og ja, der står en kvinde i uniform og er ved at gøre klar til, at vi kan gå om bord. Jeg ønsker fyrene god ferie. Går tilbage til min kabinekuffert og venter på udkaldet. Det kommer. Forsinkelsen har kun varet i 2,5 time.

I Rom

Sidst jeg var i Rom, havde jeg en hyggelig oplevelse. Der skete nemlig det, at jeg sad på en plads og tegnede i min skitsebog. Jeg laver altid små tegninger af bygninger og gadeliv. Det er min måde at fotografere på. De gange, hvor jeg har taget fotografier med min telefon, har jeg altid taget for mange – og jeg gider ikke at bladre igennem dem og slette de dårlige.

Tegningerne giver mig mange flere minder. Og ja, jeg daterer dem da også, så jeg senere kan skrive om mine oplevelser i min bog.
Men den dag, hvor jeg sad og legede med min blyant, begyndte der ligesom at samle sig mange mennesker på pladsen. De stod ligesom i en rundkreds og kiggede på noget. Jeg blev naturligvis nysgerrig og gik hen til forsamlingen for at se, hvad der skete.

Pantomime

Det viste sig, at det var et ungt par, som lavede pantomime. De var ret sjove. Folk lo og klappede i hænderne. Efter ca. 20 minutters tid gik de rundt med hatten, og vi lagde mønter i den. De takkede – men jeg kunne godt høre, at de ikke var italienere. Da jeg lagde nogle mønter i deres hat, spurgte jeg dem om, hvor de kom fra. ”Danmark”. Haha, der kommer jeg også fra. Jeg spurgte dem, om jeg kunne byde dem på en kop kaffe. Det kunne jeg godt. De skulle bare lige pakke deres grej sammen. Jeg pegede på en café og fortalte dem, at jeg ville vente på dem der. De kom og satte sig ved bordet efter 10 minutter, og vi faldt i snak. Jeg viste dem mine tegninger. De var ret imponerede over dem. Jeg blev naturligvis glad for at få en kompliment for mine tegninger. Imens vi drak kaffe, sludrede vi om alt muligt. De fortalte, at de begge to er studerende.

Mødtes på teaterefterskole

De havde mødt hinanden på en teater og drama efterskole for 3 år siden, og siden da har de gået på en skuespillerskole hjemme i Danmark. De arbejder lige nu på et projekt, hvor de prøver nogle af de ting, de har lært af i et land, hvor de ikke kan sproget. Det er sådan en slags ’studierejse’. ”Så hvis du ser andre rundt omkring her i byen, der laver forskellige forestillinger på gader og pladser, så er det sikkert nogle af vores medstuderende.”

Jeg syntes, at det lød som en fantastisk god måde at tjekke sin kunnen af på. Og det fortalte jeg dem. De sagde da, også at de var glade for det. Ikke kun får de erfaring i at stå foran et publikum, de lærer også meget om, hvordan man kan kommunikere med folk. Mærke publikum. Det er god øvelse.

Jeg spurgte, om de skal andre steder hen i Italien. De fortalte, at de allerede havde opholdt sig i nogle dage i Venedig, og at de skal videre til Sicilien om nogle dage. Flot rejse. Og dyr sikkert. Men de tjener jo sikkert til billetterne med deres forestillinger.

Kaffen var drukket. Vi tog afsked med hinanden. Ønskede hinanden held og lykke på vores videre rejser.