Mit gamle hus er dejligt. Jeg har boet her i mere end 20 år. Passet på det. Sørget for at modernisere lidt hist og her. Og alt skulle virke.
Huset har en kælder. Der er faktisk to døre i kælderen. Den ene bruger jeg meget sjældent. Den er altid aflåst.
Men i går havde jeg brug for at låse den op. Nøglen sad i låsen – og jeg kunne simpelthen ikke dreje den, så jeg kunne få døren op. Jeg kæmpede en brav kamp. Flåede nærmest huden af tommelfingeren. Lige meget, hvordan jeg forsøgte – du ved sådan med at lirke lidt – eller trykke lidt ind. Der skete ingenting. Jeg kunne ikke engang trække nøglen ud af låsen!
En opgave for låsesmeden
På et tidspunkt overvejede jeg at finde en knibtang frem og bruge den i stedet for hånden. Men jeg fik den tanke, at jeg muligvis kan komme til at knække nøglen – og så er jeg jo lige vidt. Tanken om at brække låsen op med et koben slog også ned i mig. Men ærlig talt – ville det ikke være at gå for vidt?
Derfor måtte jeg tilbage op i stuen for at finde de gule sider frem. Jeg skulle finde en billig og hurtig låsesmed. Jeg fandt én, som jeg ringede til med det samme. Han sagde, at han ville komme så hurtigt som muligt. Jeg havde egentlig planlagt, at jeg ville køre en tur hen til min mor, men satte mig i stedet for til at vente på låsesmeden. Det blev en lang og kedelig ventetid.
Han kom og var bare god
Men efter 2,5 time dukkede han op. Han var venlig. Undskyldte den lange ventetid, men han havde haft problemer med en anden kunde.
Vi gik ned i kælderen, og han kiggede på låsen.
Han kunne konstatere, at nøglen ligesom var rustet fast i låsen, så han sprøjtede med et eller andet middel fra sådan en spraydåse, og han fik åbnet døren. Han gav mig besked på ikke at lade nøglen sidde i døren. Vi bor jo i et land, hvor der er meget fugt og regn. Det er ikke en god idé at lade nøglen blive siddende – selvom man sjældent bruger døren.Og så er der jo også det med tyverisikring.
Så lærte jeg det
Ok. Nu ved jeg så det. Må finde et smart sted at lægge nøglen, så jeg ikke glemmer, hvor den ligger. Jeg kan nemlig til tider være meget glemsom – og jeg har ofte fundet ting, som jeg har glemt alt om de mærkeligste steder. Jeg kigger mig omkring nede i kælderen: Hvor er der et smart sted til nøglen?
Der er en krog henne ved kældervinduet. Måske skulle jeg bare hænge nøglen på den? Jeg kender mig selv. Næste gang jeg får brug for at låse døren op, vil jeg ikke huske, at nøglen hænger henne ved vinduet.
I stedet for binder jeg et lille stykke snor om nøglen og hænger den på dørens håndtag. Så kan jeg se nøglen med det samme. Og er den ikke dér, ja, så er den sikkert bare faldet ned på gulvet. Og så kan jeg vel nemt finde den igen. Ellers ved jeg jo, hvilken låsesmed der er god!